Pressemeddelelse -
IKEA hjælper ny generation af kunstnere med gennembrud
Forsamlingsforbud, aflyste udstillinger og lukkede museer, uddannelser og værksteder har givet unge kunstnere trange kår under coronapandemien. Derfor vil IKEA nu hjælpe en række talenter frem i spotlyset ved at portrættere dem og lade dem skabe kunstværker, der skal udstilles hos IKEA varehuse i hele landet fra 1. september.
Coronapandemien har givet kunst- og kulturlivet i Danmark svære betingelser, og særligt for unge talenter har det kreative rum været indskrænket. Nu, hvor restriktioner er ophævet, og samfundet er på vej mod fuld genåbning, har IKEA Danmark sat sig for at hjælpe en række unge kunstnere frem i spotlyset, så deres kunst kan nå ud til flere.
Syv unge talenter, bl.a. en kunstfotograf, en lysdesigner og en væver, vil udstille personlige kunsthåndværk hos IKEA fra den 1. september. Det sker under navnet GENOMBROTT, som er det svenske ord for gennembrud. Og det er det, IKEA vil hjælpe en række kunstnere med:
- Selvom vores samfund har været lukket ned, har en hel generation af talenter knoklet videre. Det er dem, vi nu vil give nogle bedre forudsætninger for at udkomme og få deres gennembrud, siger Henriette Ekholm, indretningschef i IKEA Danmark og uddyber:
- GENOMBROTT er drevet af en lyst til at bringe kreativiteten til live og se fremad med fornyet energi ovenpå en svær tid. For mange af de spirende talenter har nedlukningen betydet, at håndværk og kunst er blevet skabt i nye rammer derhjemme. Vi synes, de unge talenter fortjener et udstillingsvindue, og forhåbentligt kan deres historier og skabertrang være med til at inspirere os alle, siger Henriette Ekholm.
Konkret har talenterne fået til opgave at frembringe kunstværker af IKEA produkter, som bearbejdes gennem deres egen kunstform.
Fra generation aflyst til generation gennembrud
Efter mere end et år med coronakrise er de unge blevet omtalt ’generation aflyst’ i den offentlige debat, fordi det særligt er dem, der har mærket konsekvenserne af nedlukningen. Nu er det tid til at kigge frem mod en lysere fremtid, mener Henriette Ekholm:
- I stedet for at tale om generation aflyst ser vi frem til at åbne dørene for generation GENOMBROTT. Vi glæder os enormt meget til at bringe nogle helt unikke kunstværker og kreative talenter frem i lyset for de mange mennesker.
Fem ud af de syv kunstneres værker bliver udstillet i IKEA varehuse rundt omkring i Danmark, mens alle kunstnere portrætteres og får synlighed på plakater i bybilledet samt på IKEAs sociale kanaler.
De syv kunstnere er:
- Paul McNulty // 25 år // billedkunstner // Autodidakt // Udstilling hos IKEA Gentofte
- Chris Calmer // 25 år // kunstfotograf // Autodidakt // Udstilling hos IKEA Taastrup
- Linda Anna Nyvang // 25 år // tekstildesigner // Det Kongelige Akademi // Udstilling hos IKEA Odense
- Dagmar Milthers // 27 år // lys // Aalborg Universitet // Udstilling hos IKEA Aalborg
- Rosa Lützen // 26 år // tekstildesigner // Det Kongelige Akademi // Udstilling hos IKEA Aarhus
- Andrés Beltran // 28 år // Lyddesigner // Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg på linjen ‘Elektronisk Lyd og Musik’ // Digital udstilling
- Otto Bjørn Rønhof // 21 år // poet // Autodidakt // Digital udstilling