Pressemeddelelse -
IKEA giver danske ansatte fri med løn til velgørenhedsarbejde
Hos IKEA Danmark får medarbejderne nu mulighed for at tage sig en ekstra fridag med løn, når dagen bruges til at gøre noget godt for flygtninge - eller andre, der har brug for hjælp. Samtidig går møbelvirksomheden sammen med UNHCR, FN's Flygtningeorganisation, om kampagnen "Sammen for alle flygtninge".
WORLD REFUGEE DAY, DEN 20. JUNI 2022: Seks millioner er allerede flygtet fra krigen i Ukraine. Og på verdensplan vurderer FN nu, at for første gang i nyere tid er over 100 millioner mennesker på flugt fra konflikter, vold, menneskerettighedskrænkelser og forfølgelse. Mange har brug for hjælp – og mange vil gerne hjælpe.
Det gælder også IKEA Danmark som nu har en introduceret ”We Day” for sine danske medarbejdere. Sidste år fik medarbejderne en såkaldt ”Me Day”, en betalt ekstra fridag at gøre noget godt for sig selv som anerkendelse af en ekstraordinær indsats under en lang og svær tid i Coronas jerngreb. I år får alle fuldtidsansatte medarbejdere igen mulighed for at få en ekstra, betalt dag, som kan bruges til at engagere sig i frivilligt velgørenhedsarbejde.
– Hos IKEA er det vigtigt for os at hjælpe alle til et bedre liv. Da krigen brød ud i Ukraine donerede den internationale IKEA Fond 20 millioner euro til FN’s humanitære indsats i Ukraine og nabolandene. Og i samarbejde med Røde Kors har vi her i Danmark, hen over foråret, pustet nyt liv i fællesarealer på tre asylcentre, doneret borde og stole, sofaer, gulvtæpper, plaider og puder samt legetøj. Masser af legetøj til børnene. Men der er også brug for hjælpende hænder, og der kan vi muligvis gøre en beskeden forskel med ”We Day”, siger Charlotte Jensen, People & Culture Manager i IKEA Danmark.
IKEA Danmark samarbejder med Røde Kors omkring initiativet, som giver alle fuldtidsansatte mulighed for at hjælpe eksempelvis flygtninge. Og samtidig lancerer IKEA på globalt plan kampagnen ”Sammen for alle flygtninge”. Målet er ved donationer online og i IKEA varehuse at indsamle 20 millioner euro til UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, for at hjælpe flygtninge verden over.
Jobmatch for 270 ukrainske flygtninge
Også inden for IKEAs egne, blå mure arbejder møbelvirksomheden for at forbedre hverdagen for så mange flygtninge som muligt.
– I Aalborg lagde vi i begyndelse af juni varehus til en job-matchdag i samarbejde med kommunen. Her blev 270 ukrainske flygtninge og 12 lokale virksomheder inviteret til jobmatch i vores møbeludstillings hjemlige, uformelle rammer i håb om at matche så mange som muligt med danske arbejdsgivere og hjælpe ukrainerne til at skabe sig et bedre liv i Danmark, fortæller Charlotte Jensen og fortsætter:
– Hos IKEA ser vi ikke det ikke bare som en humanitær indsats at hjælpe flygtninge i arbejde. Vi ved af erfaring, at alle kan bidrage med noget særligt, og derfor har vi helt naturligt et stort fokus på gennem ansættelser at gøre IKEA, både som arbejdsplads og som virksomhed, så mangfoldig og favnende som muligt.