Gå til indhold
IKEA lancerer UTSÅDD
IKEA lancerer UTSÅDD

Nyhed -

IKEA lancerer ny kollektion til de firbenede familiemedlemmer

I samarbejde med en række eksperter og dyrlæger lancerer IKEA UTSÅDD – en kollektion med 29 æstetiske og funktionelle produkter til husstandens firbenede familiemedlemmer.

Kæledyr er faste beboere i mere end hver tredje danske husstand, og omtrent 34 % af danske familier har enten en hund eller kat. Derfor har IKEA sat sig for at udvikle en kollektion til de firbenede familiemedlemmer – med fokus på både sikkerhed og funktionalitet.

Efter to års udvikling, med godkendelse fra et panel af katte og hunde, er UTSÅDD nu klar til at gøre sin debut i de danske stuer.

- Kæledyr er en stor del af danskernes hverdag, og målet med denne kollektion har derfor været at udvikle en række produkter, der kombinerer praktiske løsninger med æstetik og sikkerhed. Det har været vigtigt for os både at have ejer og kæledyr for øje undervejs, siger Henriette Ekholm, indretningsekspert hos IKEA Danmark.

Hun fortsætter:

- Vi har samarbejdet med dyrlæger for at udvikle produkter, der både er sikre og komfortable for kæledyrene, samtidig med at de er nemme at vedligeholde for ejerne. Derudover har vi udarbejdet protokoller og risikovurderinger baseret på forskning og evalueringer af tidligere kæledyrskollektioner for at sikre, at vores produkter er af den højeste kvalitet.

Fokus på leg, tryghed og funktionalitet
UTSÅDD er udviklet med fokus på de fire mest almindelige aktiviteter, som katte og hunde udfører i hjemmet – spisning, søvn, leg og gemmeleg.

Med farverige madskåle og en dobbeltsidet skridsikker dækkeserviet minimerer produkterne spild under måltider. Skålene fås i forskellige størrelser og kan desuden tåle at komme i opvaskeren og blive opbevaret i køleskabet.

Til leg fås både nøgler og knogler, der indbyder til timevis af aktivitet og tygning. Det langtidsholdbare design er fremstillet af naturgummi og lavet til at skåne kæledyrets tænder og tandkød.

Når den rolige stund indfinder sig, fås telte og huse lavet af rattan, der skaber et hyggeligt og stilfuldt tilflugtssted for katte til at gemme sig.

UTSÅDD er tilgængelig online på IKEA.dk fra 1. oktober 2024.

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Andersen

Rikke Andersen

Pressekontakt Pressechef Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed 50762978

IKEA Danmark

At skabe en bedre hverdag for de mange mennesker – det er IKEAs vision. Vores forretningsidé er at tilbyde et bredt sortiment af funktionelle og veldesignede produkter til boligindretning til priser, der er så lave, at så mange mennesker som muligt har råd til at købe dem. Det er den centrale idé bag alt, hvad IKEA laver – fra produktudvikling og indkøb til de metoder, vi bruger for at sælge vores produkter i IKEA varehuse verden over.